Mit opdræt
´Velkommen til Frodana´s Opdræt.
Jeg hedder Carol Sannes, er 50 år, født og opvokset i Canada.
Jeg bor lidt udenfor Randers i en lille flække der hedder Haslund sammen med min mand, Tor og min søn.
Vi er alle tre helt pjattet med de skønne marsvin og passionen for de små bløde kæledyr er langsomt men stødt vokset gennem årene. Vores 2 første marsvin var af racen Abyssinien, Frodo og Anakin. Deraf navnet Frodana. Frodana´s Opdræt så dagens lys i Januar 2016.
Mit ønske med at gå ind i opdrætter verdenen er, at videregive den glæde der følger med at drage omsorg for marsvin. For det er en gave at få lov til at opleve et så småt dyr med så stort en personlighed - hvad enten det er under nussetiden på skødet eller ved overværelse af det helt store "popcorn" underholdning i løbegården eller i buret. Det at have marsvin kan med garanti bringe et smil frem hos de fleste. Igennem årene har jeg arbejdet med marsvin som terapidyr og mine primære kunder er personer som har brug for marsvin i én eller anden terapimæssig sammenhæng - det kan være ADHD, Autisme, angst, stress, depression eller andre psykiske lidelser.
Min mand, Tor, har hjulpet mig med at skabe mit helt eget mutteparadis bestående af hjemmebyggede bure, stor løbegård ude og inde og han har fået mig indrettet i et "Mutteværelse" hvor jeg kan fordybe mig i dyrene og deres lyde - og hvor jeg også kan invitere folk ind til en anderledes sanseoplevelse. Frodana´s Opdræt består i skrivende stund af 32 skønne marsvin samt flere kuld lækre unger på vej:)
Kontakt
Send gerne en mail hvis du har en forespørgsel.
Jeg har en drøm
Jeg har en drøm om at udbrede budskabet om, at marsvin også har helt utrolige terapeutiske egenskaber som rigtig mange mennesker kan have gavn af at opleve på egen krop. Uanset alder og historie. Hunde og heste bliver brugt en del som terapidyr i Danmark - jeg vil gerne introducere marsvinet som terapeutisk kæledyr - men altid på marsvinets præmisser. Der er lang vej, men jeg er fuld af håb om, at vi forhåbentlig er flere marsvin entusiaster som kan arbejde sammen om dette projekt.
Min personlige baggrund
Jeg har en søn med et usynligt handikap som har gjort, at jeg har været meget "på" i rigtig mange år. For mig har det betydet at jeg altid har været kampforberedt og har sat min søns ve og vel foran mit eget. Min "kamp" har, til min store stolthed, ikke været forgæves dog er der en bagside til medaljen for der kommer som oftest et tidspunkt hvor kroppen siger stop og dette var da også tilfældet ved mig. I 2013/14 lukkede min krop ganske enkelt ned og jeg blev sygemeldt med stress. Da fandt jeg ud af hvor vigtigt det er, at lytte til kroppens signaler. I tiden derefter spillede vores, dengang, 2 marsvin en stor rolle - ikke kun for mig men sandelig også min søn som havde stor gavn af vores marsvin. Idag er jeg helt ovenpå igen, men har fået meget respekt for de førnævnte kropssignaler og mine prioriteringer har ændret sig i takt med dette. Hukommelsen er ikke hvad den har været og stress tærsklen er mindsket - men jeg ville have gjort det hele om igen uden at blinke 🙂
Min faglige baggrund
Jeg er uddannet Akademiøkonom i Turisme, Handels økonom og autodidakt Grafiker. Jeg har senest arbejdet i en international virksomhed i Silkeborg som Marketing ansvarlig og Chef assistent. Jeg har valgt at gå selvstændig som Virtuel Personlig Assistent - se mere HER. Mine faglige kompetencer derudover består i mange års erfaring som projekt koordinator i den grafiske branche - og jeg har derigennem et stort netværk at trække på hvilket kan vise sig at blive nyttigt i forhold til bl.a. at arbejde med mit marsvin projekt. Det er det der er det fede ved at lave samarbejde - vi har hver vores kompetencer, men det er sammen vi opnår resultater!